Registrator i Rigsarkivet Peter Wodscou Christensen
Antal:24
Forsamlingsbygningen
Ref. Gunvor Johnsen
Foredragsholderen havde valgt at belyse dagens emne gennem 4 historier fra hans egen familie. Først og fremmest viste foredraget, hvor meget man kan finde om vores aner, hvis bare man er flittig nok og især sætter sig ind i, hvor mange forskellige arkiver, der findes, hvad de indeholder, og hvor de befinder sig. Men under alle omstændigheder kræver det tålmodighed, vedholdenhed på grænsen til stædighed, fantasi og tid. Og så hjælper det jo helt utroligt i den forbindelse at være ansat i rigsarkivet.
Peter Wodskous første historie handlede om Lars Pedersen Ranum. Lars var en ordentlig mand, der klarede sig godt i samfundet, indtil det gik galt. Til den senere retssag blev der indhentet skudsmål fra hans tidligere arbejdsgivere som karl (fra 1825 og frem), og alle husker ham som arbejdsom, trofast og til at stole på. En husker endda, at han på et tidspunkt lånte penge, som han punktligt betalte tilbage. Lars arbejder sig op, og på et tidspunkt i hans voksenliv bliver han forpagter af Bleggården i Aalborg. Men den kan han ikke få til at løbe rundt, bl.a. fordi konerne finder andre steder at blege deres linned. Men så brænder Bleggården heldigvis, efter at den er blevet forsikret! Held og held! Ja, Lars har et (tyndt) alibi, men adskilligt ved branden ser mystisk ud, og i sidste ende går karlen og pigen til bekendelse og indrømmer, at de er blevet betalt af Lars for at sætte ild til huset. 1842 dømmes alle tre langvarige straffe. Denne historie medførte en del debat om kilder.
Den anden historie handlede indirekte om foredragsholderens efternavn. Sognefogedens søn i Vodskov, Anders Jensen, blev lærer på den lokale skole som meget ung mand. Han fik adskillige børn og klagede derfor ustandseligt over lønnen. I 1822 fik han tilladelse til at aflægge prøve, så han kunne opnå skolelærereksamen uden om seminariet. Dermed kunne han få et rigtigt kald (på samme skole) og dermed opnå en bedre løn. Ved hans død efter 41 år som lærer viste det sig, at han var ganske velhavende. Debatten om emnet drejede sig om denne skolelærereksamen, og hvorfor han i første omgang blev ansat overhovedet.
Marie Kirstine Johannesdatter Nordby, f. 1803, er hovedpersonen i tredje historie. Marie er gift 2 gange og får i alt 10 børn. Den anden mand banker både kone og børn så meget, så den lokale præst hjælper hende med at blive skilt, hvorefter hun må være eneforsørger. På et tidspunkt anklages hun for tyveri af rest-uldgarn fra Usserød Militære Klædefabrik. Hun vedkender straks, at hun har købt uld af nogle af de kvinder, der arbejder på fabrikken, men at hun ikke var klar over, at det var hæleri. Hun idømmes 1 års forbedringshus, men da hun bliver ved at kæmpe for sin ret som uskyldig, nedsættes straffen til 6 x 5 dage på vand og brød. (Man er nødt til at dele vand-og-brød op for overhovedet at overleve den straf!) Derudover skal hun betale sagsomkostningerne og for fængselsopholdet. Og sandheden i historien var, at det var en af lederne, en Moldrup, på fabrikken, som stjal og solgte det meste, men det gik man let henover. I avisen ”Folkets Nisse” fortæller Marie hele historien, hvorefter Moldrup anklager hende for injurier, hvilket giver yderligere 3 måneders fængsel + flere sagsomkostninger. Ikke mærkeligt, at Marie går fallit. Hun lever derefter hos sin datter og svigersøn, indtil hun dør af kronisk brystsyge. Den store fisk slap, og den lille, modige fisk blev straffet. Debat om straffe og livsvilkår for kvinder og børn på den tid. Vi kan nok gå ud fra, at Maries børn kom tidligt ud at tjene. Kun den yngste var med i arresten.
Peters oldemor, Dagmar Löfvall, hovedpersonen i fjerde historie, var uægte barn og født på Fødselsstiftelsen. Dvs. når der var overbelægning, blev jordemødrenes private hjem også brugt som fødestuer. Derfor kan der nemt være uforståelige henvisninger i protokollerne. Dagmars mor var en fattig svensk tjenestepige, og Dagmar blev hurtigt tvangsfjernet og flyttet rundt med. Heldigvis for Dagmar ender hun på et børnehjem i Tarm, hvor en plejemor med hjertet på rette sted giver sine børn tryghed og kærlighed og følger dem, også når de har forladt hendes hjem. Dagmars far vil ikke kendes ved hende, men dømmes til bidrag. Påstår at en soldaterkammeret må have udgivet sig for ham. I alimentationssagen findes mange gode oplysninger, f.eks. er Dagmars mors breve til faderen vedlagt. Her især debat om kilder.
I Personalhistorisk Tidsskrift s.92 en artikel om fam.Wodscou.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.