referat. Medlemsmøde

 Tirsdag d. 8. november 2022 kl. 19.00

Arkivar Peter Korsgaard

Husmænd gennem tiderne

Sted: forsamlingshuset                       

Deltagere og gæster: 47

Referent: Gunvor Johnsen 

Så tidligt som man begyndte at tildele stemmeret og medbestemmelse, begyndte man at registrere jorde, for der var jo forskel på folk! Afhængig af sted og myndighed enedes man om, at der var huse uden jord, huse med så lidt jord, at der ikke var foder til en hest, og så var der gårdmænd til hele, halv og kvarte gårde og godsejere. Noget varierende efter bonitet defineredes en husmand derfor som ejer af mindre end 1 tdr. land, ingen hest, lønnet arbejde (kunne både være i penge eller i naturalier) og oftest med en bibeskæftigelse, der kunne være lokalt bestemt. Det kunne f.eks. være produktion af jydepotter, strikkede hoser, hønseavl, æbler, træsko eller vævning. Husmændenes familier var afhængige af arbejde for andre. Alle rettigheder og pligter var beskrevet i fæstebrevet og en hvis social opstigning og mobilitet var mulig (Stavnsbånd og vornedskab skal læses med et gran salt.) Der var sågar gårdmænd, som, i stedet for at gå på aftægt, valgte at blive husmænd for stadig at have noget at rive i. 

Inden udskiftningen i 1788 var husmænd ikke nogen, man så ned på, for de var en uundværlig arbejds-kraft. Disse ældste husmandsbrug lå oftest inde i landsbyerne, eller hvor der var led, der skulle passes.    

I slutningen af 1700tallet steg befolkningstallet. Det var blevet forbudt at nedlægge gårde, men godsejerne var ikke interesserede i at oprette flere. Hvis en gård blev dårligt drevet, mistede han afgifter, og han hæftede selv for den manglende skat til staten/kongen. Derfor steg antallet af husmænd markant på det tidspunkt og noget ind i 1800 tallet, mens der i løbet af resten af 1800tallet kun var ringe vækst i husmandstallet. Ved landbrugsreformernes udskiftning blev husmændene et proletariat. Her drejede det sig jo for gårdmændene om at gafle den bedste jord til sig, og ret hurtigt blev husmændene sat ud på de ringeste jorde, de vådeste enge eller de tørreste marker, og de mistede græsningsrettigheder, for der var ikke længere overdrev. Det var ofte et godt stykke udenfor fællesskabet i den gamle udmark. Både økonomisk og fysisk, og nu nogen, der blev set ned på. Da husmændene havde det værst, var der en højdeforskel ved session på 10 cm på husmands- og gårdmandssønner. Først med andelsforeningerne skete der en opblødning og lovene om statshusmandsbrug ændrede byggemønsteret. Staten udstykkede store områder moser, heder og præstegårdsjorde, da den ikke var interesseret i, at alle de ubemidlede tog ind til byerne. Der var proletariatet rigeligt stort. Godsejerne så en fordel i at lægge de nye, tvangsudlagte brug langs tilførselsvejene til herregården, så transportvejen var nem. Nu skulle der stenhegnes om skove, kirker og store gårde, og der kom ændrede, arbejdskrævende dyrkningsformer. Og da de nu rigere gårdmænd betalte sig fri for hoveri steg behovet for ledige, "arbejdstrængende". Alle havde en interesse i at husmændene var tilfredse.  Herregårdslagtere hørte tiden til. Det kunne betale sig med den befolkningsvækst, der var. Grundsynspunktet var hele tiden, at husmanden skulle have brug for arbejde udenfor egen jord. 

Men udbud og efterspørgsel ændrede sig, da flere og flere fandt arbejde i byerne og lønnen derfor steg. Det er svært at bevare fattigdom, heldigvis. I dag er de gamle husmandshuse blevet shinet op og overtaget af nutidens husmænd, nu kaldet bylandmænd, som stadig har deres hovedindkomst udenfor egen jord.

Læs  

Anbefales: Henriks Pontoppidans Et Grundskud og Peter Riismøllers Sultegrænsen.

Egen anbefaling: Målebordsbladet over Thise. Alle former for husmandsbrug: Statshusmænd i mosen, Godshusmænd langs vejene ud til Hammelmose og udskiftningshusmænd ved Øster Hjermitslev: de ligger alle langs vejens sydside, ½ m forskudt nedad mod den lavtliggende og oversvømmelsestruede mosejord, mens gårdene ligger en meter oppe ad deres tilkørselsvej fra hovedvejen, godt og tørt til evig tid.